hero

SEB Studio

24 MAJ, 2021

SEB byggede nye tv-studier sammen med Informationsteknik, da andre trak i håndbremsen

Da pandemien ramte i foråret 2020, investerede SEB (Skandinaviska Enskilda Banken) i ikke mindre end to interne tv-studier for at imødekomme informationsbehovet hos både kunder og medarbejdere. Men studiernes fremtid var alt andet end en selvfølge.

 

HVAD

Installation

HVORNÅR

Maj 2021

HVEM

SEB


Man kan godt sige, at SEB investerede sig ud af, hvad der kunne have været en informations-krise i kølvandet på coronakrisen. Og det var en helt ny vej, SEB begav sig ud på. De vidste heller ikke selv, hvor eller hvornår det ville ende. Det var der ingen, der gjorde. Men lad os tage det fra begyndelsen. Dette er nemlig et eksempel på, hvordan et modigt projekt blev til en succes.

Det var i april 2020, og pandemien havde taget fat i både Sverige og resten af verden. SEB måtte aflyse over 300 planlagte arrangementer, og banken indså, at de hurtigt måtte finde på en ekstra kommunikationsform til sine kunder, når man ikke længere kunne samle dem til fysiske arrangementer. En projektgruppe i SEB præsenterede en case for bankens ledelse, hvor de foreslog at investere i et internt tv-studie, som de kunne producere digitale udsendelser fra i høj kvalitet.

Blandt usikkerhedsfaktorerne var pladsforholdene, hvor meget udstyr man havde behov for, hvordan banken skulle drive studiet, og hvor længe, der ville være brug for det.
Trods de usikkerhedsmomenter, bevilgede ledelsen budgettet, men på en betingelse: "I får pengene, men I skal bygge to studier for dem".

Da banken gerne ville have det ene studie klar til Sveriges udgave af Folkemødet, Almedalen Week, i juni, havde de kun en måned at gøre studiet klar i.
Banken kontaktede derfor Informationsteknik, som allerede havde en rammeaftale med SEB om installation af AV-teknik. De fik hjælp af Marcus Boij fra Informationsteknik til at udvikle en teknisk specifikation for studieløsningerne.

Studierne skulle være avancerede nok til at lave udsendelser af høj kvalitet, men skulle også kunne betjenes af medarbejdere hos SEB uden teknikerbaggrund.
Den løsning, som Marcus Boij foreslog, omfattede kameraer, lys, lydoptagelser, streaming og videooptagelser. Løsningen havde fokus på fleksibilitet og muligheden for at udvide eller tilføje funktioner over tid.

-Vi ønskede en leverandør, der ville tage det overordnede ansvar for en velfungerende løsning, og som vi også kunne hente ekstra hjælp fra, når der var behov for det, siger eventmanager Carina Persson fra projektgruppen i SEB.

Opbygget i et eksisterende rum
Studiet skulle bygges i et af SEB's konferencerum, der i forvejen havde gode akustiske forhold.

- Det forhold, at rummet ikke skulle bygges fra bunden, var en af nøglerne til, at vi kunne bygge studiet på så kort tid siger Informationstekniks projektleder på projektet, Victor Eklund, og fortsætter: "Hele studiet er opført på en måde, hvor det eksisterende lokale ikke er lavet om, men i stedet rummer en slags kasse med studiet i, så vi ikke har været nødt til at bore i vægge eller lofter. Vi var dog nødt til at tilpasse os forholdene i rummet, men trods den relativt lave loftshøjde for et studie, kunne vi få plads til det lys, vi havde brug for, og i den højde, der var nødvendig" konstaterer Victor Eklund tilfreds.

Selve scenen består af et område, hvor de medvirkende kan præsentere stående, og af et loungeområde, hvor man kan have siddende dialog og interviews. Informationsteknik sørgede for studielyset og storskærmen, der både kan bruges som baggrund, som præsentations¬skærm eller til at vise en gæst via videolink.

Der var ikke plads til et operatørrum
Men der var endnu en udfordring. Der var ikke mulighed for at skabe en operatørplads i et separat operatørrum. Victor Eklund fandt imidlertid en genial løsning på det. Inde i studiet satte han en gammel tolkekabine op, som er lydisoleret, og lavede en operatørplads der.

- Vi har længe ledt efter en ny anvendelse af vores gamle tolkekabiner, joker Victor Eklund.
Som en løsning i en tidspresset situation, et sted hvor der ikke er meget plads, og hvor de eksisterende lokaler ikke måtte ombygges, er dette en ret smart løsning.

SEB har efterfølgende ansat to fuldtidsteknikere til at drive studiet, og Informationsteknik har uddannet dem i den installerede teknologi.

- Når behovet opstår ved større digitale arrangementer, supplerer vi også med personale fra Informationsteknik, siger Victor og præciserer:
- I store produktioner kræver det ofte flere personer at kunne lave sådan en udsendelse.

Spar penge ved at leje
Men hvordan løste SEB udfordringen med at bygge ikke ét, men to studier inden for budgettet?

Carina Persson fra SEB forklarer: "Med det budget, vi havde, investerede vi i nogle kvalitets-produkter til det ene studie uden at gå på kompromis med kvaliteten, og så lejede vi resten inden for den budgetramme vi havde for det pågældende regnskabsår”.

Hun påpeger også vigtigheden af, at de ikke at skulle bygge et helt nyt sted til studiet.
Alt i alt betød det, at der var lidt budget tilbage til et andet mindre studie, som skulle indrettes i hovedkontoret og som der i forvejen var sat lidt andre midler af til.

Et mindre studie til simplere udsendelser
Det mindre studie i hovedkontoret skulle opfylde andre simplere behov. Det skulle være et permanent studie med mere automatisering, der ikke kræver faste medarbejdere at betjene og det skulle være så enkelt, at stort set alle kan lave en god udsendelse i det alene.
Studiet er indrettet i et mindre rum, der er blevet ombygget til at huse studiet, og det har et forrum til opbevaring af teknikken bag automatikken. Det blev færdigt under 2. bølge af pandemien, trods udfordringer med at der ikke måtte være for mange håndværkere samlet samtidigt til ombygningen eller til planlægningsmøderne, som var nødt til at foregå online.

Dristig satsning, der betalte sig
Nu er leveringen "komplet", selvom det store studie stadig er en slags dynamisk projekt, der bygges videre på.
Hvad skal man som kunde være opmærksom på, når man beslutter dig for at bygge et studie?
Victor Eklund har en vigtig ting i tankerne: "For mange kunder er det lidt af en udfordring at bygge det første tv-studie. Mange er vant til at deltage i Teams-møder, men ikke særlig mange har lavet en rigtig studieudsendelse. Det er to vidt forskellige verdener," siger Victor og fortsætter:
"Derfor er det imponerende, at SEB er lykkedes så godt med at gøre noget, de aldrig har gjort før. Vores rolle har været at guide dem gennem projektet med os selv som teknologi-leverandør”.

Og hvordan oplevede kunden så samarbejdet med Informationsteknik?
Carina Persson svarer: "Victor har været helt fantastisk og støttet os enormt. Det har altid været muligt at løse problemer, der er opstået, og hvis ikke vi har haft det udstyr til rådighed, vi skulle bruge, har de sørget for, at vi har kunnet låne det til at komme videre i vores produktion”.

-Og studierne fungerer, som de skal, de fungerer rigtig godt, siger Carina Persson.
Som sagt var det et dristigt projekt, hvor ingen vidste, hvor det ville ende. Men det ved vi i dag. Carina runder af:

- Det store studie er fuldt booket næsten hver dag, og det mindre studie begyndte at blive brugt, selv før det var helt færdigt fordi efterspørgslen var så stor. Og der er ingen tegn på, at presset på studierne vil aftage.

 

"Vi ønskede en leverandør, der ville tage det overordnede ansvar for en velfungerende løsning, og som vi også kunne hente ekstra hjælp fra, når der var behov for det."

Carina Persson, eventchef SEB